Hvor kommer inspirationen fra?
Der må være historier, der bare venter på det rette øjeblik for at blive skrevet. Hvorfor skulle jeg ellers bruge tid på at finde et dovendyr i løbet af de seks dage, vi var i Brasilien. Jeg bildte mig selv ind, at jeg ville have et tøjdyr med hjem til vores søn, men inderst inde vidste jeg jo godt, at han var alt for stor til bamser og den slags. Alligevel blev jeg ved med at lede.
Den næstsidste dag tog vi hen til den botaniske have i Rio de Janeiro. Den er en meget smuk og meget berømt have med palmealléer af 200 år gamle træer så høje som skyskrabere. Her lå en souvenirbutik med kønne postkort, blomsterbilleder i rammer og dér på trappen op til næste etage sad et lille loddent dovendyr helt alene.
Jeg forklarede damen i butikken, at ham ville jeg gerne have og spurgte, hvad han kostede. Hun nævnte en horribel pris, som jeg betalte uden at blinke. Sad det lille dyr måske ikke der og ventede på mig?. Damen tog imod mine penge, og så gik hun hen til dovendyret, løftede ham op og trykkede ham ind til sig og hviskede farvel, inden hun rakte ham til mig. Så forstod jeg det: Hun havde forlangt den vanvittige pris i håb om, at jeg ikke ville betale den, så hun kunne beholde sit elskede dovendyr for sig selv.
Men dovendyret rejste hjem til Danmark med mig, og min søn døbte ham Olfert. I lang tid sad Olfert i hjørnet af vores hjørnesofa og ventede på, at jeg skulle få tid til at skrive om ham.
I 2001 skrev jeg så “Det brasilianske dovendyr og min fars epifytter”, og i 2003 kom “Colabananstranden og min mors eskapader”. Og heldigvis er jeg så lykkelig at kende tegneren Niels Bo Bojesen, som holder lige så meget af det lille dyr, som jeg gør.
Seneste kommentarer