Bodil Bredsdorff

Børnebogsforfatter

Uddrag af bogen

Jeg blev sendt i haven for at samle nedfaldsæbler i græsset, så vi kunne få æbleflæsk til aftensmad. Jeg fyldte kurven, og bagefter fyldte jeg mit forklæde. Jeg vidste ikke om kalve kunne lide æbler, men hvorfor skulle de ikke kunne det?

Det kunne de. Jeg brækkede æblerne over og fodrede kalvene med min flade hånd, sådan som min mor havde sagt jeg skulle. Da forklædet var tomt, gik jeg videre langs hegnet, og kalvene fulgte med. Sikke nogle øjne de havde! Tænk at have sådan nogle store, brune øjne!

Så blev jeg ramt, hårdt, på skulderen af en sten. Oppe i hytten bevægede sækken foran åbningen sig.

“Hvad gør du det for?” råbte jeg.

Så fik jeg én til. Det var ikke store sten, men de gjorde ondt alligevel.

“Lad være med det!”

Én til. Stig stak hovedet frem bag sækken. Han var helt hvid i ansigtet.

“Hold dig væk herfra! Det er privat område.”

Han løftede hånden.

“Ved du ikke at man ikke må kaste med sten?” råbte jeg og spænede væk.

Den sidste sten ramte mig ikke.

“Forsvind!” skreg han efter mig da jeg pilede rundt om det lille hus og ind i sikkerhed på vores gårdsplads.