Hvor kommer inspirationen fra?
I december 1999, mens orkanen rasede på de hjemlige breddegrader, gik jeg langs Limpopofloden i Mozambique. Jeg var bedrøvet over, at jeg snart skulle forlade Afrika. Så kom jeg i tanke om noget, nogen havde fortalt. Hvis man vil vende tilbage, skal man drikke af floden. Så det gjorde jeg. Jeg hulede hånden og løftede en slurk flodvand op til munden. Jeg drak den allermindste lille bitte smule, man overhovedet kan indtage, hvis man vil påstå, at man har drukket af den grågrønne, grumsede Limpopoflod. Overtroisk? Ikke spor. Det virkede jo!
Sammen med fotografen Gugga Zakariasdottir, der har boet seks år i Mozambique, søgte jeg i 2006 Danida om et rejselegat og fik det. Og jeg var lykkelig. For der er nogen steder, der finder ordene frem dybt nede, langt inde i en. Sådan er Afrika for mig. Mit sprog bliver farvet af et blødt, rødt lys … det samme lys, som farver det fine støv, der bliver hvirvlet op af folks bare fødder, så de går på lyserøde skyer hen over den afrikanske jord.
Gugga og jeg tilbragte tre uger i en lille fiskerlandsby ved bredden af Nyassa-søen. Noget af det første, der tiltrak vores opmærksomhed, var en stor grønsagsmark, som strakte sig oppe fra skoleinspektørens hus og sundhedsklinikken ned mod søen. Her lagde vi mærke til, at der altid gik nogle kvinder og passede afgrøderne. Det var sådan en velpasset, dejlig og frodig køkkenhave. Den måtte vi kigge nærmere på.
Det var her, vi mødte Filomena Aualo, præsidenten for organisationen af d. 7. april, som er kvindernes dag i Mozambique. Vi døbte stedet kvindernes grøntsagsmark. Tyve kvinder passede den i fællesskab. De havde en arbejdsdeling, hvor man skiftevis arbejdede om formiddagen og om eftermiddagen, to uger ad gangen. Arbejdet bestod i at så, prikle, luge og høste for til sidst at sælge produkterne på det lokale marked. Vi hægtede os på kvinderne og især på Filomena og hendes familie.
Vi havde hjemmefra besluttet os for, at vores bog skulle handle om en dreng. Det var jo et fiskersamfund, vi havde opsøgt, og hvis vi ville med ud at fiske, var det nødvendigt med en mandlig hovedperson. Så vi spurgte selvfølgelig Filomena, om hun havde en dreng på ca. 11 år. Det havde hun. Hun havde ni børn i alt, og blandt dem Ali, der ud over at være en dejlig dreng også talte et godt portugisisk. Så pyt med, at det viste sig, at han faktisk var 14. Nu var det ham, vi ville have. Og med ham som guide kunne vi begynde vores research i landsbyen.
Det er Ali, der har inspireret os til historien om Elias i ”Hvad der kan ske når man drikker cabanga”. Og det er ham og kvinderne i grøntsagsmarken og alle de andre indbyggerne i den lille landsby Meponda, vi kan takke for, at bogen blev til.
Seneste kommentarer