Uddrag af bogen
Aftenen var god. Det er natten ikke. Månen lyser alt for meget. Elias ligger på fletmåtten under tæppet og stirrer op i himlen. Han synes hele tiden, han hører lyde på den anden side af væggen. Som om nogen pusler rundt ude i majsmarken. Som blade, der rasler. Som kolber, der knækkes af. Det kunne de godt finde på. Marekattene. Hvis natten er lys nok. Og det synes Elias, den er.
Pludselig bliver han bange for, at de skal komme ind til ham. Måske kan de lugte tomaterne i kurven? Eller kålhovederne? Han tør ikke blive liggende. Men han tør heller ikke rejse sig.
Så hører han de bløde trin af bare fødder ude på gårdspladsen. Det er mama Amina, der går sin sædvanlige runde. Han kalder på hende og fortæller om lydene. Men han skal ikke være bekymret. Hun skal nok kigge efter. Og hun skal nok kalde på ham, hvis aberne er på tyvetogt igen.
Lidt efter hører han Selma klynke. Så lyden af døren, der bliver lukket ind til det lille hus. En eller anden med en transistor går hen over fælleden. Musikken lyder ikke så højt, men han kan alle ordene. Han kender hele sangen om det forældreløse barn, der lider og længes og gerne vil hjem, mens det leder efter sin mor. Og nu kommer det bedste … dér, hvor sangeren synger i kor med en masse børn.
Det er Elias’ yndlingssang. Og hans yndlingssanger. Og mens musikken vandrer videre, falder han omsider i søvn.
Seneste kommentarer