Hvor kommer inspirationen fra?
Den stumme mand
I en lille havneby på en græsk ø gik en ældre mand rundt med to æsler og med en lille hund efter sig. Æslerne havde sadler og kulørte bånd med kvaster på. Manden standsede op ud for turister med børn og pegede på de tomme sadler. Det hele foregik med tegn og fagter, men det var tydeligt, at han foreslog en tur. Første gang mit barn prøvede det, gik jeg selvfølgelig med og begyndte så at snakke med manden på engelsk.
Han løftede hånden og førte den hen over struben. Han kunne ikke sige noget; han var stum. Så pegede han med fingeren på øret og nikkede. Han kunne godt høre; han var ikke døv. Så gik vi lidt tavse side om side, mens min søn på syv tronede på sit æsel.
Manden pegede på ham og viste fem fingre: Han havde fem børn. Han viste med hånden, at de var store … voksne. På den måde fik vi snakket sammen, mens vi travede byen rundt.
Da vi kom tilbage til vores udgangspunkt, spurgte jeg ham, hvad det kostede, men han rystede på hovedet: Det kostede ingenting, jeg behøvede ikke at betale noget. Det gjorde jeg nu alligevel, og aften efter aften fik min søn en æseltur hos den stumme mand.
Til sidst holdt jeg op med at gå med, og snart kendte min dreng byen bedre, end vi voksne gjorde. I den butik havde han fået sodavand, dér havde han fået en kage, og frugten havde de købt et andet sted.
Da jeg begyndte at skrive Safran, besluttede jeg, at hendes far skulle være stum. Idéen havde jeg fra manden med æslerne.
Det er et godt eksempel på, hvad der sker, når man skriver. Man lader sig inspirere af alt, hvad man kommer i nærheden af.
En meget lille storby
Oppe i bjergene over havnebyen på den græske ø ligger en landsby. Megalochori hedder den. Det betyder ‘den store by’. Den er meget lille. Der løber en gade igennem den, og dér, hvor den vider sig ud til et torv, satte vi os engang og spiste frokost.
Hele tiden kunne vi høre lyden af plaskende vand. Det løb ud af et løvehoved, som sad på muren, og ned i et lille bassin.
Vi kendte godt vandet, for det var det, vi købte på flaske hos vores vært. Det vand, der kom ud af vandhanerne nede i byen, var ikke til at drikke, så værten hentede hver dag vand fra kilden i Megalochori.
Mens vi sad og spiste, kom en gammel kone ud af et af husene. Det var tydeligt, at hun var blind. Vi kunne se det både på hendes måde at bevæge sig på og på hendes øjne. De så ingenting.
Hun fejede vejen foran sit hus med en håndgjort riskost. Bagefter stillede hun kosten op ad muren, hentede en lille kop kaffe inde i huset og satte sig og drak den ude i solskinnet. I Safran er hun blevet til blinde Mamia.
Det lille torv er blevet til Løvepladsen, og brønden er blevet til Løvebrønden, som jeg i bogen har placeret under et stort træ. Men Safran er ikke en bog fra Grækenland. Man kan sige, at byen, hvor Safran bor med sin familie, er inspireret af Grækenland, men bogen foregår ikke noget bestemt sted … eller i nogen bestemt tid. Den er ren fiktion akkurat som serien om “Børnene i Kragevig”.
Den Store By
Den Store By i Safran har jeg fundet inspiration til i et helt andet land, i et andet landskab og en anden kultur. Den er nemlig bygget på Jerusalem.
Denne gang brugte jeg ikke et sted, hvor jeg allerede havde været. Jeg opsøgte derimod et sted, som jeg regnede med at kunne bruge. Jeg søgte et rejselegat til Israel, fik det og tog af sted i seks dage.
På vej i flyveren læste jeg en bog af Ulrica de Mylius, som en stor del af sit liv levede i Jerusalem og plejede de spedalske. “Blandt fyrster og spedalske” hed den. I bogen beskriver hun, hvordan de allermest syge, fattige og udstødte levede i Jerusalem i 1930′erne:
“Jerusalem er en By, som gennem flere Tusinde Aar er bygget den ene By ovenpaa den anden, derfor kom vi mange Gange til Huler, der laa som en By under Byen, d.v.s. større eller mindre Rum uden vinduer, hvor Soden hang i lange Laser ned fra Hvælvingens Loft. Gulvene var ældgamle, slidte og meget fugtige. I disse Omgivelser havde Mennesker deres Hjem. I en af de sodede Huler besøgte vi en Enke med 8 Børn, de sov som de fleste Arabere paa en Maatte bredt ud paa Gulvet. Her i Regntiden stod der flere Steder Regn på Gulvet. I en anden Hule laa der paa Gulvet en hvidhaaret, syg gammel Kvinde. Hun havde ingen Slægtninge; Naboer tog sig af hende, Naboer, der selv intet ejede.”
Jeg brugte beskrivelsen i Safran, da jeg skulle finde et sted, hvor Snushan, Saun og Safran kunne bo, mens de er fattige og hjemløse. Og jeg brugte hele den gamle bydel med den høje mur og de store porte, de smalle stræder og alle boderne. Og ørkenen der breder sig mod øst, mod Jordanfloden og Det Døde Hav.
Seneste kommentarer