Hvor kommer inspirationen fra?
I november 1999 var jeg for tredje gang i mit liv på vej til Afrika. De to første gange var turen gået til Kenya, hvorfra jeg har skrevet en bog om livet i en landsby tæt på floden Tana. Bogen hedder “Et sted i Afrika”. Den blev skrevet med støtte fra Danida og udkom på mallings i 1982.
Nu gjaldt det et andet land og en anden flod, nemlig den store grågrøn- grumsede Limpopoflod, der løber det sidste stykke vej gennem Mozambique, inden den forsvinder ud i det Indiske Ocean.
Vi var et lille hold, der skulle samle nok baggrundsstof, så jeg kunne tage hjem og skrive tre filmmanuskripter til tv for Danmarks Radio. De tre film skulle handle om et barn i Mozambique, og de skulle vises i forbindelse med Børnenes U-landkalender. Overskuddet fra salget af kalenderen skulle i år 2000 gå til det fattige land i Afrika.
Vi landede i hovedstaden Maputo, og derfra kørte vi op i landet, til byen Xia-Xai, der ligger tæt ved Limpopoflodens udløb. Her besøgte vi mange familier og talte med mange mennesker, inden vi fandt pigen Neima. Vi besluttede, at hun skulle være vores hovedperson.
Neima boede sammen med sin mor, Donna Elisa, og sine to store søstre og deres tre små børn. De boede i nogle små hytter helt tæt på floden. Donna Elisa gjorde rent på det lokale socialkontor, og selv om hun ikke tjente ret meget, forsørgede hun sine tre døtre og deres børn, og også sine gamle forældre, Neimas bedstemor og bedstefar.
Vi tilbragte mange, mange dage hos Neima og hendes familie. Vi så, hvordan de hentede vand og lavede mad, vaskede tøj og købte ind. Vi kiggede med, når børnene lavede figurer af ler. Vi hørte dem synge, og vi så dem danse. Vi besøgte Donna Elisa på arbejde. Vi gik langs floden hen til træet, hvor der boede en stor, sort slange … den slange, som betød held, og som Donna Elisa engang havde set. Vi var med Neima i skole og på besøg hos bedstemor. Vi snakkede og spurgte, tog masser af fotos og skrev det hele ned. Og så tog vi hjem.
Det blev en travl tid. På tre måneder skulle jeg have de tre filmmanuskripter færdige, så jeg skrev og skrev og afleverede til tiden. Så skete katastrofen.
Den 28. februar gik Limpopo over sine bredder. Jeg kunne sidde og se det på tv i min stue. Jeg kunne se, hvordan den bro, som jeg havde krydset hver dag i flere uger, fik skyllet begge ender væk, så folk blev fanget på den midt ude i floden. Jeg kunne se folk søge tilflugt i træerne og på tagene. Det var slemt, men det værste var, da vi fik at vide, at Neima og Donna Elisa og deres familie var forsvundet. I lang tid kendte vi ikke deres skæbne.
Filmholdet måtte tage til et andet sted i Mozambique og finde en anden familie. Jeg måtte se i øjnene, at mine filmmanuskripter ikke ville blive brugt. Men det var ikke det vigtigste. Det vigtigste var, at Neima og hendes mor og hele familien blev fundet i god behold. De havde mistet alt, hvad de ejede og havde, men Danmarks Radio gav dem penge til et nyt hus, så de kunne komme videre.
I “Slangefloden” hedder hovedpersonen Josina. Hun er en pige, jeg har fundet på, ligesom jeg har fundet på hendes mor og resten af familien, Men det er alt sammen inspireret af Neima og Donna Elisa og deres oplevelser både før og efter den store oversvømmelse.
Seneste kommentarer