Uddrag af bogen
“Josina, tag den blå kjole på!” råber Marta inde fra stuen. “Skynd dig!”
Josina løfter kjolen ned fra krogen i loftet og trækker den over hovedet.
“Kom nu!” råber Marta.
Josina sætter fødderne på gulvet og eller rettere: Ned i vandet. Det rødbrune flodvand. Det stiger så hurtigt, at hun kan se det. Jordgulvet er glat som sæbe. Josina holder fast i dørkarmen, mens hun sopper ind i stuen. Marta griber hendes hånd og trækker hende ud ad hoveddøren.
“Hvad med billederne?” spørger Josina.
Alle brødrene på hylden? Nelson i sølvrammen? Hvad med transistoren? Det eneste, Marta har med, er den store kniv.
“Og voksdugen!” udbryder Josina.
“Vi kan ikke redde tingene,” siger Marta. “Nu skal vi redde vores liv.”
Bedstemor står allerede ude på gårdspladsen. Marta sætter hængelåsen på døren, og så vader de sammen gennem vandet og væk fra floden og længere ind mod land. Vejen forbi den lille grøntsagsbutik og skolen er allerede oversvømmet. Men da de passerer onkel Wilsons hus, kan de ikke undgå at lægge mærke til det: Vandet er ikke nået op til cementhuset. Det ligger højt og tørt bagerst på grunden.
“Vi må ind i Wilsons hus,” siger bedstemor, “for vi når aldrig ind til byen.”
“Der er hængelås på døren,” siger Marta.
“Så bryder vi den op.”
Og det gør de. De bruger den store kniv til at vride låsen op. Så åbner de den tunge dør, går ind i tørvejr og lukker den efter sig. Josina ser sig omkring. Her kan de være i sikkerhed. Der er cementgulv og cementvægge. Og højt oppe over deres hoveder det skrå bølgebliktag, som regnen kan banke på uden at den bliver lukket ind. Der er to rum i huset og store, tunge træmøbler. Men der er ikke noget at spise. Marta finder en dunk med drikkevand. Der er lige et krus til hver, og det er bedre end ingenting.
Så løfter hun telefonrøret og lytter. Telefonen virker ikke mere. Hun trykker på en kontakt og kigger på pæren, der hænger over spisebordet. Strøm er der heller ikke noget af.
“Men her er tørt,” siger bedstemor tilfreds, og i det samme får de øje på det … på vandet, der siver ind under den solide dør og tegner en mørk tunge på det lysegrå gulv.
Seneste kommentarer