Bodil Bredsdorff

Børnebogsforfatter

Foredrag

Jeg holder ofte og gerne foredrag om mine bøger og mit forfatterskab for både voksne og børn, især er jeg en hyppig gæst rundt om på skolerne.

Jeg holder foredrag for op til 60 børn ad gangen, to store klasser eller tre små. Vi aftaler på forhånd hvilken af mine bøger, eleverne har læst. Så tager jeg udgangspunkt i den og fortæller om skriveprocessen, inspiration, research mm. Det er en fordel, hvis alle børn til det samme foredrag har læst den samme bog, da det giver os mulighed for at komme i dybden med den.

Bagefter er der tid til elevernes spørgsmål, og når de er velforberedte, finder der en altid en god dialog sted. 60 minutter er et passende tidsrum at afsætte. Som læsere til “Krageungen” og de andre bøger i serien om “Børnene i Kragevig”, “Safran”, “Drengen på Elmegården” og “Misafirs engel”, “Slangefloden”, “Pigen med den gule hund”, “Min slagsbror”, “Pigerne i Villa Sorrento” og “Særlingen” anbefaler jeg 5. klassetrin, medmindre vi aftaler noget andet.

Jeg er medlem af Dansk Forfatterforening og følger deres anbefaling mht. takster. De indbefatter udover honoraret dækning af transport og evt. overnatning (kro/hotel).

For at det ikke skal blive for dyrt for den enkelte arrangør, giver jeg rabat, hvis en skole (eller to skoler i nærheden af hinanden) ønsker to foredrag samme formiddag. Desuden sørger jeg for, så vidt det er muligt, at lægge mine foredrag f.eks. i Jylland i forlængelse af hinanden for at minimere udgifterne til transport.

Jeg er tilknyttet huskunstnerordningen under Kunstrådet, hvor der kan søges om tilskud til besøg.

Bodil Bredsdorff, Havlitvej 9, 3390, Hundested, tlf. 47961036
bodilbredsdorff@mail.tele.dk