Midt på øen ligger den store gård, hvor Majkens mor skal være husbestyrerinde. Først er det den rene idyl, men efterhånden opdager Majken, at ikke alt på Elmegården er, som det skal være. Gårdejer Armandsen siger, at hans knægt ikke har været rigtig i hovedet, soden drengens mor døde. Men er det Stig, der er noget galt med? Eller er der noget helt andet i vejen på Elmegården

Uddrag af anmeldelser
… en fint fortalt og fængslende historie fyldt med både lys og gru.
- Eva Glistrup, Berlingske Tidende

Med vanligt sikkert greb om sit stof fortæller forfatteren en historie, der forener dramatik og en fremadskridende spænding med fremragende personskildringer …
- Ingrid Jensen, Indbindingscentralen

Jeg siger ikke en lyd om handlingen. Bodil Bredsdorff skriver med fænomenal hukommelse en arkaisk barndomstid frem, der ikke er mere. Og endnu vigtigere: Hendes roman er så fuld af stærke børnefølelser, at den må kunne bruges som terapi for skilsmissebørn – en rigtig identitetsbog for alle nutidens skæve, svigtede og forrådte unger. Med happy end.
- Per Birkebæk, Folkeskolen

I et klart og fornemt beskrivende sprog fortæller forfatteren, som er mest kendt for serien Børnene i Kragevig, om klasseskel, forældresvigt, venskab og pigeintuition …… guf for fans af Børnene i Kragevig.
- Dorte Hygum Sørensen, Politiken

Denne bog lever på sin ægte tragedie med lykkelig udgang og de gode naturskildringer.
- Steffen Larsen, Aktuelt

 Uddrag af bogen
Jeg blev sendt i haven for at samle nedfaldsæbler i græsset, så vi kunne få æbleflæsk til aftensmad. Jeg fyldte kurven, og bagefter fyldte jeg mit forklæde. Jeg vidste ikke om kalve kunne lide æbler, men hvorfor skulle de ikke kunne det?
     Det kunne de. Jeg brækkede æblerne over og fodrede kalvene med min flade hånd, sådan som min mor havde sagt jeg skulle. Da forklædet var tomt, gik jeg videre langs hegnet, og kalvene fulgte med. Sikke nogle øjne de havde! Tænk at have sådan nogle store, brune øjne!
     Så blev jeg ramt, hårdt, på skulderen af en sten. Oppe i hytten bevægede sækken foran åbningen sig.
     “Hvad gør du det for?” råbte jeg.
     Så fik jeg én til. Det var ikke store sten, men de gjorde ondt alligevel.
     “Lad være med det!”
     Én til. Stig stak hovedet frem bag sækken. Han var helt hvid i ansigtet.
     “Hold dig væk herfra! Det er privat område.”
     Han løftede hånden.
     “Ved du ikke at man ikke må kaste med sten?” råbte jeg og spænede væk.
     Den sidste sten ramte mig ikke.
     “Forsvind!” skreg han efter mig da jeg pilede rundt om det lille hus og ind i sikkerhed på vores gårdsplads.