En historie om sønner og fædre, vold og venskab.
Om Martin og HP, der ikke kan døje hinanden.
Om Skipper, fjenden, der altid venter med tæv.
Om en far, der slår, og en far, der forsvinder.
Og om hvordan Martin og HP alligevel finder sammen i et venskab, der kræver både mandshjerte og mod.

Uddrag af anmeldelser
Der er tale om et par drengeportrætter på højt litterært niveau tillige med et tæt sanset tidsbillede fra den yderste provins engang i 1950’erne.
- Lars Aagaard, Indbindingscentralen

Det er fornemmelsen af hverdag og livets opretholdelse, som løfter denne historie op over folklore og gør den til en eviggyldig beretning om mod, mad og kunsten at leve sammen. Sproget ringler som en lærkehimmel.
- Steffen Larsen, Politiken

En æstetisk nydelse … Sproget er smukt og betydningsmættet. Det er en bog, hvor man bliver ved med at bladre tilbage for at læse de samme smukke passager en gang til. Alle karakterer er fint og nuanceret tegnet. Et meget smukt nyt værk i børne- og ungdomslitteraturen. Den anbefales på det varmeste til litteraturundervisningen i udskolingen. Også i læreruddannelsen bør man præsenteres for den.
- Anne Katrine Rask, Folkeskolen

Uddrag af bogen
Skolen nærmede sig, og jeg var ikke glad ved tanken. Min eneste trøst var, at jeg ville komme til at gå i klasse med HP. Men han havde måske andre venner dér. Hvad vidste jeg om det? Jeg vidste ikke engang, om vi to var venner. Min mor cyklede med mig ind forbi skolen i Bække Huse, hvor jeg stirrede på de røde sten, den asfalterede gård og alle de tomme cykelstativer uden at blive beroliget af den grund.
     Men selv om jeg frygtede den nye skole, havde jeg ingen forestilling om, hvad der ventede. Det begyndte i samme øjeblik, jeg trådte ind i skolegården, hvor en flok drenge omringede mig. Den største af dem trådte frem og målte mig oppefra og ned.
     ”Nå, der har vi så ham Københavnersnuden!”
     ”Lige præcis, Skipper. Ham den lille landkrabbe ude fra Småbække Huse,” lød det fra en af Skippers støtter.
     ”Hvor han bor ved siden af den anden lille landkrabbe. Ham den ulækre brune sovs, der smager ad helvede til,” fortsatte tredjemanden, ”og som lugter af sure sokker.”
     ”Sovsen Jensen,” grinede en fjerde.
     ”Og hvad er du så lavet af?” spurgte Skipper mig. ”Bolledej, måske?”
     Han gav mig et puf, så jeg røg over i tredjemanden, som til gengæld gav mig et skub, så jeg igen endte midt i bokseringen. Her lugtede af øretæver og knytnæver. Næseblod og sæbeøjne. Snot og tårer. Af ydmygelse. Et heppekor dannede allerede kødrand omkring os.