Der, hvor Misafir kommer fra, har alle børn en skytsengel, og Misafirs engel følger ham overalt: Ud til klippehulen, hvor familien bor om sommeren. Ind til byen sammen med den tamme falk. Hen til smeden, hvor Misafir bliver omskåret. Og til sidst op på bjerget og ind i eneboerens hus.

Uddrag af anmeldelser
“Misafirs engel” er den bedste bog af Bodil Bredsdorff, jeg har læst. Den svæver drømmende af sted i sin egen lille verden. Sødmefuld og nærværende.
- Steffen Larsen, Politiken

Bogen forener overbevisende den begivenhedsrige, rask fremadskridende beretning om drengens uforfærdede opdagelsesfærd med en sanseåbnende poetisk beskrivelse af hans omverden … En meningsfuld, helstøbt fortælling, flot gennemført.
- Thorkild Borup Jensen, Folkeskolen

En forunderlig lille bog …
- Elisabeth Bennetsen, Dansk BiblioteksCenter

Min litteraturliste 2004
Årets (for mig) bedste roman for børn: “Misafirs engel”
- Bent Rasmussen, EMU

Uddrag af bogen
Jeg lod Misafir om at gå, mens jeg svævede ved siden af ham. På den måde var vi nået helt ned i fjerneste ende af dalen, da falkeungen pludselig kom dumpende ned fra himlen. Sådan så det i alle tilfælde ud, men da jeg fløj op, så jeg to mindre unger på den afsats, hvor falkene havde deres rede. Meget rede var der nu ikke, kun den nøgne klippegrund. Den største af ungerne var simpelthen røget ud over kanten af klippehylden og ned for fødderne af Misafir.
     Han tog rundt om den lyse dunkugle og holdt vingerne ind til kroppen, som havde det været en kylling, han løftede op. Fuglen sad helt stille med runde, blanke øjne over det krogede næb. Så hakkede den pludselig ud efter hans hånd uden at ramme. Misafir smilede ad dens kejtede forsøg og bar den hjem til sommerhulen.
     Hans mor sad ved det udendørs ildsted henne ved forrådshulen. Hun var i gang med at snitte kød og grøntsager, som hun lagde ned i lerpotten.
     Misafir viste hende falkeungen og satte sig med den i skyggen af kvædetræet. Hans mor tog en kødstump og skar den i bittesmå stykker, som han fik til at fodre falken med. Gang på gang tilbød han den en bid, men fuglen skulle ikke nyde noget.
     “Du kan sælge den til en araber for en formue,” foreslog hans mor. “De bruger dem til jagt.”
     “Er det sandt?”
     “Sådan en falk kan fange en fuldvoksen trane, hvis det skulle være.”
     Tomaterne saftede mellem fingrene på hende og ned i gryden. Misafir kiggede på den lille kugle, mens han strøg den over dunene. Så satte han den op på skulderen, hvor den slog kløerne i og forsøgte at holde sig fast, indtil den trimlede ned i favnen på ham. Han lænede sig tilbage og lod fuglen tage plads på sin brystkasse. Pludselig spærrede den næbbet op og udstødte et hæst, lille skrig.
     Misafir skyndte sig at proppe et stykke kød ned i gabet på den. Falkeungen sank en enkelt gang og åbnede så næbbet igen. Fuglen var så lille, og dens gab var så stort, at Misafir kom til at le, så dyret hoppede op og ned, mens det hagede sig fast.
     “Jeg tror, jeg vil beholde den,” sagde han så. “Måske kan jeg selv lære den at fange fugle.”
     “Gør som du vil, min dreng” sagde hans mor, lagde låget på lerpotten og stillede den over ildstedet, “bare du holder den langt væk fra kyllingerne.”