Det var ikke kun onkel Frit, der hørte skuddene. Jeg hørte dem også. Der faldt to. Lige efter hinanden. Og de kom ovre fra skoven. Fra den del, der lå længst væk fra fjorden og strandengene. Vi gik omme bag laden og trænede med hundene, men det holdt vi op med. I samme øjeblik. Onkel Frit gik ind og hentede haglbøssen. “Skal jeg gå med?” spurgte jeg.

Asta og hendes gule hund er nødt til at bo ude på gården hos mormor og onkel Frit et stykke tid. Her begynder hun og hunden at gå med på jagt. Og Asta møder den krybskytte, hun ville ønske, hun aldrig nogensinde havde mødt

Uddrag af anmeldelser
Bredsdorff har været på banen i mange år og har efter succesen med tetralogien Børnene i Kragevig (1993-1995) fundet en revitaliseret skriveform med en sanset og mættet sproglig enkelhed…
Romanen beskriver meget fint den smertefulde balancegang mellem at være den artige pige (der forventes at være renlig, huslig og at kunne sine salmevers) og de små inddæmninger i retning af at finde ud af, hvad man er god til og f.eks. kunne mestre jagtens ritualer, som ellers traditionelt er maskulint område.
- Henning Mørch Sørensen, Information

Bogen er især en socialrealistisk fortælling med en fin person- og miljøskildring, men der er også indbygget dramatik i form af jagt på en krybskytte, der huserer i området.
- Inger Aarup-Kristensen, Dansk Biblioteks Center

Herlig børnebog.
- Else Ammentorp, Jæger

Beskrivelsen af Astas kvaler er gjort med indsigt og tidskoloritten er total. Man lugter brænderøg og gule ærter. Og man tramper gennem brombærranker og ad dampende plovfurer. Russerne har lige sendt en såkaldt Sputnik op i himlen. Onkel Frit og Asta ser den omme fra gavlen – tror de nok.

‘Pigen med den gule hund’ er fuld af stemninger og nærvær. Gid den må få mange læsere!
- Steffen Larsen, Politiken

Uddrag af bogen
Onkel Frit skråede direkte hen over pløjemarken mod det sted, hvor skuddene var faldet. Han havde hunden ved sin side og det knækkede våben i remmen på ryggen.
     Det var så fugtigt, at det næsten var finregn. Jeg kunne se, hvordan den tunge jord klampede under støvlerne på ham. Skoven tegnede en gråbrun skygge bag de mørke marker. Vandet samlede sig i dråber, der dryppede ned fra kastanjetræernes fingerspidser. Onkel Frit blev mindre og mindre, indtil hans omrids gik i et med skovens. Så gik jeg tilbage og ind i køkkenet til mormor.

Vi skulle have æbleflæsk til aften, så det var godt, jeg kom. Mormor nikkede over mod fadet i vasken. Skrællekniven kunne jeg selv finde i skuffen. Jeg havde ikke noget mod at skrælle æbler … nogle gange kunne det være ganske hyggeligt … det var sjovt at se, hvor lang skrællen kunne blive. Om man kunne klare et helt æble, uden at den knækkede. Men i dag var ikke en almindelig dag. Det havde jeg på fornemmelsen.