Bella har boet alene sammen med sin far og sin
faster, så længe hun kan huske. En sommerdag
går hendes far ned til fjorden for at bade.
Han har noget, han skal have fortalt:

”I morgen kommer din nye mor på besøg.” Skuffelsen sved. Ikke over det, han sagde, men fordi det var grunden til, at han havde badet sammen med mig. Kun for at sige det. Og så var der oven i købet noget, han havde glemt at fortælle. Det opdagede jeg først den næste dag, da gæsterne steg ud ad bilen. Min nye mor var ikke alene. Hun havde sin datter med. Min far så lykkelig ud, da han præsenterede os. ”Ja, I er jo lige gamle,” sagde han, som om han pludselig havde fået tvillinger.

Uddrag af anmeldelser
Bodil Bredsdorff får tegnet et flot tidsbillede, som vil give en nutidig læser mange gode spørgsmål til bedsteforældrene og forhåbentlig lige så gode svar og samtaler om svære ting i menneskelivet. I et tidstypisk og letflydende sprog fortæller hun historien om at håndtere stor sorg, samtidig med at livsglæden alligevel ikke kan holdes nede.
- Tonny Hansen, Folkeskolen, 29. maj, 2009

Det er de store eksistentialer fortalt for de 10-13-årige i et afdæmper, men svimlende godt sprog, der bærer præg af en forfatter, der er børnelitteraturen voksen – netop fordi hun har en god fornemmelse af barnet som fortæller.
- Kristina Stoltz, Kristelig dagblad, 25. april, 2009

Her får dit barn åndelig føde i form af gode skildringer af personer samt fine stemninger, fortalt i et sprog, der er en sand nydelse for læseren.
– Lisbeth Hansen, Vores Børn, 7/2010

Miljøskildringerne er overbevisende, persontegningerne er nuancerede – men først og fremmest er Bodil Bredsdorffs sprog så gnistrende smukt som altid – uden de store falbelader, men med stor præcision.
- Eiler Jensen, Skolebiblioteket, nr. 6, juli 2009

Uddrag af bogen
Efter frokosten blev vi to piger sendt alene ned i haven. Himlen var dækket af skyer, og det blæste ude fra fjorden. Jeg viste Elinor gyngen under blodbøgen, men den havde hun ikke lyst til at prøve. Hun syntes, det var sådan et uhyggeligt træ med de sortrøde blade. I stedet for gik vi ud på badebroen.
     Vi kiggede på fiskeyngel og krabber og vandmænd, og Elinor sagde, at hun aldrig nogensinde ville bade i sådan noget ulækkert vand sammen med sådan nogle ulækre dyr. Hun ville kun bade ved en rigtig strand med hvidt sand og små huse, hvor man kunne klæde om, for det var hun vant til. Hun kunne bade lige, hvor hun ville. Jeg var da ligeglad.