Safran bor sammen med sin stumme far og sin højtråbende mor og to mindre søskende i en lille landsby i bjergene. Familien lever af at sælge de krydderurter, de kan samle på bjergskråningerne: timian, oregano og laurbærblade, men især af det kostbareste krydderi af dem alle, safran. De orangerøde støvdragere fra den lille lavendelblå krokus er deres vægt værd i guld.

Den bedste pris for krydderurterne får man i Den Store By, så Safran og hendes far begiver sig af sted sammen med andre fra landsbyen i en karavane. Undervejs kommer Safrans far til skade, så han må vende om, men Safran fortsætter.

Inden de når frem, bliver den lille karavane overfaldet af røvere. Safran må flygte over hals og hoved, men én af røverne, drengen Snushan, holder hånden over hende og hjælper hende videre på en rejse, som skal vise sig at indeholde både fattigdom, fornedrelse og oprejsning.

Uddrag af anmeldelser
… en historie med masser af spænding og romantik, fortalt med Bredsdorffs særegne evne til at få personer til at leve i en grad, så man føler sig helt bedrøvet, når man skal tage afsked med dem.
- Damian Arguimbau, Weekendavisen

Efter den prisbelønnede serie om Børnene i Kragevig, er Safran en indlysende opfølgning form- og stilmæssigt. En vellykket historie med liv, spænding og ægte indlevelse, så man næsten føler at hun har opfundet eventyret igen.
- Merete Møller Olesen, Information

Bodil Bredsdorffs historie er fyldt med spænding, men også med sødme og kærlighed. Dens eksotiske farver og dufte gør bogen levnede og nærværende, de får læseren til at føle sig ét med miljøet, hvor fremmedartet det end måtte føles.
- Else Vig Jensen, Skolebiblioteket

Et fint portræt af en ung pige tilsat elementær spænding og dramatik, og skrevet på en måde så den både henvender sig til piger og drenge …
- Birger Hoff, Indbindingscentralen

Uddrag af bogen
Vejen var bred og landskabet øde, ingen træer og buske, bare den golde jord. Små hvirvelvinde drejede støvet op mod den blege himmel. Her kunne vi gå ved siden af hinanden. Indimellem snakkede vi lidt, andre gange tav vi. Turen ville vare flere dage, så alt skulle ikke siges på én gang.
     Jeg gik og drømte: om et hvidt hus svævende på en sky af efterårskrokus, hvor Mabruk og jeg løb omkring i alt det lilla og legede under pinjerne. Vores lange, sorte hår bølgede efter os, himlen var sølv, bjergene glødede som ferskenskinder, min far var glad, min mor var glad, og lille Luk sov.
     Jeg rettede på mit sorte hovedtørklæde og følte mig med ét så godt tilpas.
     “Røvere!”
     Råbet gjaldede mellem klippevæggene. Fremmede mænd kom imod os fra begge sider. Jeg talte dem til seks, det var vi også, men de havde flere våben end os. Jeg trak min kniv og stillede mig med ryggen til æslet. Så så jeg Dom løfte bøssen.
     Der lød et brag, som fyldte hele verden, og Dom styrtede til jorden, mens røgen drev bort. Hans gamle bøsse var eksploderet mellem hænderne på ham.
     Æsler og mænd sprang til alle sider. Jeg holdt fast i vores dyr og forsøgte at trække det ned mod en lille kløft, som skar sig ind mod vejen. Så blinkede en kniv, der var meget større end min, og den pegede lige mod min strube.
     “Slip æslet!” lød en stemme, og jeg gav slip.
     “Og kniven!” Den faldt til jorden med et klir.
     Det var ikke en mands stemme, det var en drengs. Hans hår og underansigt var dækket af tørklæder, men hans øjne var næsten lige ud for mine. Og hans blik var både bedende og fortvivlet og alligevel muntert på samme tid.
     Vi stirrede på hinanden.
     “Løb!” sagde han så. “Løb ind i kløften til den krydser en sti! Tag stien op ad bjerget og gem dig i hulen! Jeg kommer.”
     Han gav mig et puf, jeg styrtede af sted og nåede lige at se, at han trak af sted med vores æsel.