”I kan lige så godt vænne jer til det. Det koster en lussing, og det gælder ikke kun for drengene. Så Asta, vil du komme herop!” Asta rejste sig. ”Man slår da ikke på piger,” røg det ud af munden på mig.
Hr. Konradsen løftede blikket og stirrede: ”Du vil måske have den i stedet for?”

Erling er vant til at få et par på siden af hovedet af sin far. Lærer Konradsen går heller ikke af vejen for at give en lussing eller to, eller det der er værre. Nogle dage summer Erlings hoved som et helt hvepsebo.

Uddrag af anmeldelser
Det kan godt være, at 50’erne for nogle står som en uskyldig og hyggelig tid a la Far til fire, men livet på landet og i den sorte skole var nok nærmere som i denne bog. Og det får man et meget klart og rørende billede af i en lille, velskrevet bog med levende mennesker i et autentisk miljø.
- Elisabeth Bennetsen, lektørudtalelsen.

Børnesynet i 50’erne var meget anderledes og skabte andre mennesker. Det er tankevækkende uden at være moraliserende. Jeg ville ønske, at Bredsdorffs fortællinger var længere. Lige som man sidder godt til rette og får det hele serveret, lukker hun døren tilbage på klem. Jeg tror, hun gør det med vilje, og det virker. Mere! Fortæl mere, Bredsdorff!
- Zenia Johnsen, www.fortaellingen.dk

Uddrag af bogen
”I kan lige så godt vænne jer til det. Det koster en lussing, og det gælder ikke kun for drengene. Så Asta, vil du komme herop!”
     Asta rejste sig.
     ”Man slår da ikke på piger,” røg det ud af munden på mig.
Hr. Konradsen løftede blikket og stirrede.
     ”Nå, de tykke holder sammen? Ja, det er der vel en slags absurd logik i.”
     Hvad mente han med det? Asta var da ikke tyk, kun en smule buttet.
     ”Du vil måske have den i stedet for?”
     ”Øh …”
     ”Ja, det er op til dig selv. Det koster en lussing at forstyrre undervisningen … uden undtagelse … og hvem der får den, er jeg ligeglad med. Så enten tager du lussingen for hende, eller også må ungmøen selv lægge kind til.”
     Jeg rejste mig og gik frem mod forhøjningen. Jeg skulle lige til at træde op på den, da hr. Konradsen sagde: ”Ja tak, det er fint dér.”
     Jeg blev stående, og så gik det op for mig: Jeg var højere end ham, og det brød han sig ikke om … og så gav han mig en på siden af hovedet, så det sang i hele kraniet. Men jeg var vant til mosten. Der skulle mere til at få mig til at pive. Jeg vendte bare om for at gå ned og sætte mig igen.
     ”Du er kugleskør,” lød det fra Stig, da jeg passerede ham.
     Der var ros i stemmen.