Slangefloden
Ingen børn kommer i skole. De forladte huse venter på, at tyvene skal komme. De folk, der er blevet tilbage, venter på, at ulykken skal ske. Josina lægger nakken tilbage og ser op på himlen. Skyerne er tunge og mørke af regn. Men endnu holder de tæt.
Den afrikanske flod er gået over sine bredder, og mere regn er på vej. Hele det liv, som Josina og hendes familie kender, kan blive udslettet af vandet. Men på den anden side af katastrofen venter forandringen. Måske betød det lille firben, der faldt ned fra træet og landede på Josina, virkelig held.
Uddrag af anmeldelser
Med “Slangefloden” arbejder Bodil Bredsdorff videre i det tonefald, der gjorde hendes seneste “Misafirs engel” til en lille perle. Sproget er nærværende og præcist i sit svæv. Fornemmelser fylder mere end fakta, og naturen er levende medspiller. Bogen er en overvældende stemningsformidler fra den røde jords land. Afrika under huden.
- Steffen Larsen, Politiken
Sproget er ualmindeligt levende og nuanceret.
- Torben Bråe Olesen, Dansk BiblioteksCenter
Bodil Bredsdorff har igen, igen … fået skabt en dejlig lille hovedperson, Josina, der godt nok udsættes for voldsomme oplevelser, men som også kommer igennem dem, kigger fremad med barnets grundlæggende sunde, positive og optimistiske holdning til tilværelsen.
- Bent Rasmussen, EMU
Uddrag af bogen
“Josina, tag den blå kjole på!” råber Marta inde fra stuen. “Skynd dig!”
Josina løfter kjolen ned fra krogen i loftet og trækker den over hovedet.
“Kom nu!” råber Marta.
Josina sætter fødderne på gulvet og eller rettere: Ned i vandet. Det rødbrune flodvand. Det stiger så hurtigt, at hun kan se det. Jordgulvet er glat som sæbe. Josina holder fast i dørkarmen, mens hun sopper ind i stuen. Marta griber hendes hånd og trækker hende ud ad hoveddøren.
“Hvad med billederne?” spørger Josina.
Alle brødrene på hylden? Nelson i sølvrammen? Hvad med transistoren? Det eneste, Marta har med, er den store kniv.
“Og voksdugen!” udbryder Josina.
“Vi kan ikke redde tingene,” siger Marta. “Nu skal vi redde vores liv.”
Bedstemor står allerede ude på gårdspladsen. Marta sætter hængelåsen på døren, og så vader de sammen gennem vandet og væk fra floden og længere ind mod land. Vejen forbi den lille grøntsagsbutik og skolen er allerede oversvømmet. Men da de passerer onkel Wilsons hus, kan de ikke undgå at lægge mærke til det: Vandet er ikke nået op til cementhuset. Det ligger højt og tørt bagerst på grunden.
“Vi må ind i Wilsons hus,” siger bedstemor, “for vi når aldrig ind til byen.”
“Der er hængelås på døren,” siger Marta.
“Så bryder vi den op.”
Og det gør de. De bruger den store kniv til at vride låsen op. Så åbner de den tunge dør, går ind i tørvejr og lukker den efter sig. Josina ser sig omkring. Her kan de være i sikkerhed. Der er cementgulv og cementvægge. Og højt oppe over deres hoveder det skrå bølgebliktag, som regnen kan banke på uden at den bliver lukket ind. Der er to rum i huset og store, tunge træmøbler. Men der er ikke noget at spise. Marta finder en dunk med drikkevand. Der er lige et krus til hver, og det er bedre end ingenting.
Så løfter hun telefonrøret og lytter. Telefonen virker ikke mere. Hun trykker på en kontakt og kigger på pæren, der hænger over spisebordet. Strøm er der heller ikke noget af.
“Men her er tørt,” siger bedstemor tilfreds, og i det samme får de øje på det … på vandet, der siver ind under den solide dør og tegner en mørk tunge på det lysegrå gulv.
