Børnene i Kragevig er en samlet udgave af bøgerne Krageungen, Eidi, Tink og Alek. Hver bog fortæller om et af børnene og om, hvordan de klarer det barske liv i og omkring Kragevig.

Krageungen
Da Krageungens bedstemor dør i det lille hus ved havet, bliver Krageungen helt alene i verden. Det eneste, hun får med sig, er nogle enkle leveregler, som hun har fået indprentet af bedstemoren. Med dem som bagage begiver hun sig ud i livet, og her kommer hun til at opleve både ondskab, hykleri, venskab og kærlighed.

Eidi
Eidi forlader Kragevig for at søge arbejde, og hun får plads i byen hos den rige og mægtige købmand Bandon. Her møder hun et liv, som tvinger hende til at træffe en beslutning, der får stor betydning, ikke blot for hende selv, men for alle i Kragevig.

Tink
Eidi er kommet tilbage til Kragevig, men ikke alene. Tink er med hende, efter at Eidi har hjulpet ham til at flygte. Selv om alle i Kragevig holder af Tink, har han meget svært ved at falde til. Han synes aldrig, at han kan gøre det rigtige. Først da den fordrukne Burd kommer til det lille samfund, opdager Tink, at der er noget, han er god til. Noget som ingen andre i Kragevig har kunnet før.

Alek
Alek savner Ravnar, der er rejst fra Kragevig med sorg i hjertet. Frid og Alek tager til Sidstehavn, hvor Ravnar, bitter og udslidt, arbejder som fisker. Da Frid tager hjem, bliver Alek hos Ravnar for at finde ind til ham og for at finde sig selv. På klipperne ved Sidstehavn går et skib på grund, alle passagerer undtagen én dør, og Thala får stor betydning for Alek, men især for Ravnar.

Uddrag af anmeldelser
Det er så fint skrevet, at serien godt måtte byde på endnu et bind, og endnu ét og endnu ét …
- Lars Handesten, Berlingske Tidende

… romanens verden er sanset. Tingene har substans og vejer virkeligt til i hånden. Vejret driver over landet med lys og skygge, blæst og byger og solstrejf. Der er lugte og fugleskrig og varme og kulde. Bogen bæres af et dejligt roligt åndedrag, der vil være velgørende for større børn med videotrætte øjne.
- Knud Bjarne Gjesing, Århus Stiftstidende

… ét af dansk børnelitteraturs hovedværker inden for de seneste 10 år.
- Damian Arguimbau, Weekendavisen

Sjældent er en børneroman skrevet med så stor intensitet, så stor styrke og så stor enkelhed.
- Ulrik T. Skafte, Jyllands Posten

… en ren, klart lysende perle i dansk børnelitteratur fra denne ende af århundredet. (…) Stor og enkel fortællekunst for de læsere, der endnu ikke er blevet for store.
- Søren Vinterberg, Politiken

Klik her for at læse mere om hvor inspirationen til serien kom fra.

Safran bor sammen med sin stumme far og sin højtråbende mor og to mindre søskende i en lille landsby i bjergene. Familien lever af at sælge de krydderurter, de kan samle på bjergskråningerne: timian, oregano og laurbærblade, men især af det kostbareste krydderi af dem alle, safran. De orangerøde støvdragere fra den lille lavendelblå krokus er deres vægt værd i guld.

Den bedste pris for krydderurterne får man i Den Store By, så Safran og hendes far begiver sig af sted sammen med andre fra landsbyen i en karavane. Undervejs kommer Safrans far til skade, så han må vende om, men Safran fortsætter.

Inden de når frem, bliver den lille karavane overfaldet af røvere. Safran må flygte over hals og hoved, men én af røverne, drengen Snushan, holder hånden over hende og hjælper hende videre på en rejse, som skal vise sig at indeholde både fattigdom, fornedrelse og oprejsning.

Uddrag af anmeldelser
… en historie med masser af spænding og romantik, fortalt med Bredsdorffs særegne evne til at få personer til at leve i en grad, så man føler sig helt bedrøvet, når man skal tage afsked med dem.
- Damian Arguimbau, Weekendavisen

Efter den prisbelønnede serie om Børnene i Kragevig, er Safran en indlysende opfølgning form- og stilmæssigt. En vellykket historie med liv, spænding og ægte indlevelse, så man næsten føler at hun har opfundet eventyret igen.
- Merete Møller Olesen, Information

Bodil Bredsdorffs historie er fyldt med spænding, men også med sødme og kærlighed. Dens eksotiske farver og dufte gør bogen levnede og nærværende, de får læseren til at føle sig ét med miljøet, hvor fremmedartet det end måtte føles.
- Else Vig Jensen, Skolebiblioteket

Et fint portræt af en ung pige tilsat elementær spænding og dramatik, og skrevet på en måde så den både henvender sig til piger og drenge …
- Birger Hoff, Indbindingscentralen

Uddrag af bogen
Vejen var bred og landskabet øde, ingen træer og buske, bare den golde jord. Små hvirvelvinde drejede støvet op mod den blege himmel. Her kunne vi gå ved siden af hinanden. Indimellem snakkede vi lidt, andre gange tav vi. Turen ville vare flere dage, så alt skulle ikke siges på én gang.
     Jeg gik og drømte: om et hvidt hus svævende på en sky af efterårskrokus, hvor Mabruk og jeg løb omkring i alt det lilla og legede under pinjerne. Vores lange, sorte hår bølgede efter os, himlen var sølv, bjergene glødede som ferskenskinder, min far var glad, min mor var glad, og lille Luk sov.
     Jeg rettede på mit sorte hovedtørklæde og følte mig med ét så godt tilpas.
     “Røvere!”
     Råbet gjaldede mellem klippevæggene. Fremmede mænd kom imod os fra begge sider. Jeg talte dem til seks, det var vi også, men de havde flere våben end os. Jeg trak min kniv og stillede mig med ryggen til æslet. Så så jeg Dom løfte bøssen.
     Der lød et brag, som fyldte hele verden, og Dom styrtede til jorden, mens røgen drev bort. Hans gamle bøsse var eksploderet mellem hænderne på ham.
     Æsler og mænd sprang til alle sider. Jeg holdt fast i vores dyr og forsøgte at trække det ned mod en lille kløft, som skar sig ind mod vejen. Så blinkede en kniv, der var meget større end min, og den pegede lige mod min strube.
     “Slip æslet!” lød en stemme, og jeg gav slip.
     “Og kniven!” Den faldt til jorden med et klir.
     Det var ikke en mands stemme, det var en drengs. Hans hår og underansigt var dækket af tørklæder, men hans øjne var næsten lige ud for mine. Og hans blik var både bedende og fortvivlet og alligevel muntert på samme tid.
     Vi stirrede på hinanden.
     “Løb!” sagde han så. “Løb ind i kløften til den krydser en sti! Tag stien op ad bjerget og gem dig i hulen! Jeg kommer.”
     Han gav mig et puf, jeg styrtede af sted og nåede lige at se, at han trak af sted med vores æsel.

Ingen børn kommer i skole. De forladte huse venter på, at tyvene skal komme. De folk, der er blevet tilbage, venter på, at ulykken skal ske. Josina lægger nakken tilbage og ser op på himlen. Skyerne er tunge og mørke af regn. Men endnu holder de tæt.

Den afrikanske flod er gået over sine bredder, og mere regn er på vej. Hele det liv, som Josina og hendes familie kender, kan blive udslettet af vandet. Men på den anden side af katastrofen venter forandringen. Måske betød det lille firben, der faldt ned fra træet og landede på Josina, virkelig held.

Uddrag af anmeldelser
Med “Slangefloden” arbejder Bodil Bredsdorff videre i det tonefald, der gjorde hendes seneste “Misafirs engel” til en lille perle. Sproget er nærværende og præcist i sit svæv. Fornemmelser fylder mere end fakta, og naturen er levende medspiller. Bogen er en overvældende stemningsformidler fra den røde jords land. Afrika under huden.
- Steffen Larsen, Politiken

Sproget er ualmindeligt levende og nuanceret.
- Torben Bråe Olesen, Dansk BiblioteksCenter

Bodil Bredsdorff har igen, igen … fået skabt en dejlig lille hovedperson, Josina, der godt nok udsættes for voldsomme oplevelser, men som også kommer igennem dem, kigger fremad med barnets grundlæggende sunde, positive og optimistiske holdning til tilværelsen.
- Bent Rasmussen, EMU

Uddrag af bogen
“Josina, tag den blå kjole på!” råber Marta inde fra stuen. “Skynd dig!”
     Josina løfter kjolen ned fra krogen i loftet og trækker den over hovedet.
     “Kom nu!” råber Marta.
     Josina sætter fødderne på gulvet og eller rettere: Ned i vandet. Det rødbrune flodvand. Det stiger så hurtigt, at hun kan se det. Jordgulvet er glat som sæbe. Josina holder fast i dørkarmen, mens hun sopper ind i stuen. Marta griber hendes hånd og trækker hende ud ad hoveddøren.
     “Hvad med billederne?” spørger Josina.
     Alle brødrene på hylden? Nelson i sølvrammen? Hvad med transistoren? Det eneste, Marta har med, er den store kniv.
     “Og voksdugen!” udbryder Josina.
     “Vi kan ikke redde tingene,” siger Marta. “Nu skal vi redde vores liv.”
     Bedstemor står allerede ude på gårdspladsen. Marta sætter hængelåsen på døren, og så vader de sammen gennem vandet og væk fra floden og længere ind mod land. Vejen forbi den lille grøntsagsbutik og skolen er allerede oversvømmet. Men da de passerer onkel Wilsons hus, kan de ikke undgå at lægge mærke til det: Vandet er ikke nået op til cementhuset. Det ligger højt og tørt bagerst på grunden.
     “Vi må ind i Wilsons hus,” siger bedstemor, “for vi når aldrig ind til byen.”
     “Der er hængelås på døren,” siger Marta.
     “Så bryder vi den op.”
     Og det gør de. De bruger den store kniv til at vride låsen op. Så åbner de den tunge dør, går ind i tørvejr og lukker den efter sig. Josina ser sig omkring. Her kan de være i sikkerhed. Der er cementgulv og cementvægge. Og højt oppe over deres hoveder det skrå bølgebliktag, som regnen kan banke på uden at den bliver lukket ind. Der er to rum i huset og store, tunge træmøbler. Men der er ikke noget at spise. Marta finder en dunk med drikkevand. Der er lige et krus til hver, og det er bedre end ingenting.
     Så løfter hun telefonrøret og lytter. Telefonen virker ikke mere. Hun trykker på en kontakt og kigger på pæren, der hænger over spisebordet. Strøm er der heller ikke noget af.
     “Men her er tørt,” siger bedstemor tilfreds, og i det samme får de øje på det … på vandet, der siver ind under den solide dør og tegner en mørk tunge på det lysegrå gulv.

Der, hvor Misafir kommer fra, har alle børn en skytsengel, og Misafirs engel følger ham overalt: Ud til klippehulen, hvor familien bor om sommeren. Ind til byen sammen med den tamme falk. Hen til smeden, hvor Misafir bliver omskåret. Og til sidst op på bjerget og ind i eneboerens hus.

Uddrag af anmeldelser
“Misafirs engel” er den bedste bog af Bodil Bredsdorff, jeg har læst. Den svæver drømmende af sted i sin egen lille verden. Sødmefuld og nærværende.
- Steffen Larsen, Politiken

Bogen forener overbevisende den begivenhedsrige, rask fremadskridende beretning om drengens uforfærdede opdagelsesfærd med en sanseåbnende poetisk beskrivelse af hans omverden … En meningsfuld, helstøbt fortælling, flot gennemført.
- Thorkild Borup Jensen, Folkeskolen

En forunderlig lille bog …
- Elisabeth Bennetsen, Dansk BiblioteksCenter

Min litteraturliste 2004
Årets (for mig) bedste roman for børn: “Misafirs engel”
- Bent Rasmussen, EMU

Uddrag af bogen
Jeg lod Misafir om at gå, mens jeg svævede ved siden af ham. På den måde var vi nået helt ned i fjerneste ende af dalen, da falkeungen pludselig kom dumpende ned fra himlen. Sådan så det i alle tilfælde ud, men da jeg fløj op, så jeg to mindre unger på den afsats, hvor falkene havde deres rede. Meget rede var der nu ikke, kun den nøgne klippegrund. Den største af ungerne var simpelthen røget ud over kanten af klippehylden og ned for fødderne af Misafir.
     Han tog rundt om den lyse dunkugle og holdt vingerne ind til kroppen, som havde det været en kylling, han løftede op. Fuglen sad helt stille med runde, blanke øjne over det krogede næb. Så hakkede den pludselig ud efter hans hånd uden at ramme. Misafir smilede ad dens kejtede forsøg og bar den hjem til sommerhulen.
     Hans mor sad ved det udendørs ildsted henne ved forrådshulen. Hun var i gang med at snitte kød og grøntsager, som hun lagde ned i lerpotten.
     Misafir viste hende falkeungen og satte sig med den i skyggen af kvædetræet. Hans mor tog en kødstump og skar den i bittesmå stykker, som han fik til at fodre falken med. Gang på gang tilbød han den en bid, men fuglen skulle ikke nyde noget.
     “Du kan sælge den til en araber for en formue,” foreslog hans mor. “De bruger dem til jagt.”
     “Er det sandt?”
     “Sådan en falk kan fange en fuldvoksen trane, hvis det skulle være.”
     Tomaterne saftede mellem fingrene på hende og ned i gryden. Misafir kiggede på den lille kugle, mens han strøg den over dunene. Så satte han den op på skulderen, hvor den slog kløerne i og forsøgte at holde sig fast, indtil den trimlede ned i favnen på ham. Han lænede sig tilbage og lod fuglen tage plads på sin brystkasse. Pludselig spærrede den næbbet op og udstødte et hæst, lille skrig.
     Misafir skyndte sig at proppe et stykke kød ned i gabet på den. Falkeungen sank en enkelt gang og åbnede så næbbet igen. Fuglen var så lille, og dens gab var så stort, at Misafir kom til at le, så dyret hoppede op og ned, mens det hagede sig fast.
     “Jeg tror, jeg vil beholde den,” sagde han så. “Måske kan jeg selv lære den at fange fugle.”
     “Gør som du vil, min dreng” sagde hans mor, lagde låget på lerpotten og stillede den over ildstedet, “bare du holder den langt væk fra kyllingerne.”

Midt på øen ligger den store gård, hvor Majkens mor skal være husbestyrerinde. Først er det den rene idyl, men efterhånden opdager Majken, at ikke alt på Elmegården er, som det skal være. Gårdejer Armandsen siger, at hans knægt ikke har været rigtig i hovedet, soden drengens mor døde. Men er det Stig, der er noget galt med? Eller er der noget helt andet i vejen på Elmegården

Uddrag af anmeldelser
… en fint fortalt og fængslende historie fyldt med både lys og gru.
- Eva Glistrup, Berlingske Tidende

Med vanligt sikkert greb om sit stof fortæller forfatteren en historie, der forener dramatik og en fremadskridende spænding med fremragende personskildringer …
- Ingrid Jensen, Indbindingscentralen

Jeg siger ikke en lyd om handlingen. Bodil Bredsdorff skriver med fænomenal hukommelse en arkaisk barndomstid frem, der ikke er mere. Og endnu vigtigere: Hendes roman er så fuld af stærke børnefølelser, at den må kunne bruges som terapi for skilsmissebørn – en rigtig identitetsbog for alle nutidens skæve, svigtede og forrådte unger. Med happy end.
- Per Birkebæk, Folkeskolen

I et klart og fornemt beskrivende sprog fortæller forfatteren, som er mest kendt for serien Børnene i Kragevig, om klasseskel, forældresvigt, venskab og pigeintuition …… guf for fans af Børnene i Kragevig.
- Dorte Hygum Sørensen, Politiken

Denne bog lever på sin ægte tragedie med lykkelig udgang og de gode naturskildringer.
- Steffen Larsen, Aktuelt

 Uddrag af bogen
Jeg blev sendt i haven for at samle nedfaldsæbler i græsset, så vi kunne få æbleflæsk til aftensmad. Jeg fyldte kurven, og bagefter fyldte jeg mit forklæde. Jeg vidste ikke om kalve kunne lide æbler, men hvorfor skulle de ikke kunne det?
     Det kunne de. Jeg brækkede æblerne over og fodrede kalvene med min flade hånd, sådan som min mor havde sagt jeg skulle. Da forklædet var tomt, gik jeg videre langs hegnet, og kalvene fulgte med. Sikke nogle øjne de havde! Tænk at have sådan nogle store, brune øjne!
     Så blev jeg ramt, hårdt, på skulderen af en sten. Oppe i hytten bevægede sækken foran åbningen sig.
     “Hvad gør du det for?” råbte jeg.
     Så fik jeg én til. Det var ikke store sten, men de gjorde ondt alligevel.
     “Lad være med det!”
     Én til. Stig stak hovedet frem bag sækken. Han var helt hvid i ansigtet.
     “Hold dig væk herfra! Det er privat område.”
     Han løftede hånden.
     “Ved du ikke at man ikke må kaste med sten?” råbte jeg og spænede væk.
     Den sidste sten ramte mig ikke.
     “Forsvind!” skreg han efter mig da jeg pilede rundt om det lille hus og ind i sikkerhed på vores gårdsplads.

Det var ikke kun onkel Frit, der hørte skuddene. Jeg hørte dem også. Der faldt to. Lige efter hinanden. Og de kom ovre fra skoven. Fra den del, der lå længst væk fra fjorden og strandengene. Vi gik omme bag laden og trænede med hundene, men det holdt vi op med. I samme øjeblik. Onkel Frit gik ind og hentede haglbøssen. “Skal jeg gå med?” spurgte jeg.

Asta og hendes gule hund er nødt til at bo ude på gården hos mormor og onkel Frit et stykke tid. Her begynder hun og hunden at gå med på jagt. Og Asta møder den krybskytte, hun ville ønske, hun aldrig nogensinde havde mødt

Uddrag af anmeldelser
Bredsdorff har været på banen i mange år og har efter succesen med tetralogien Børnene i Kragevig (1993-1995) fundet en revitaliseret skriveform med en sanset og mættet sproglig enkelhed…
Romanen beskriver meget fint den smertefulde balancegang mellem at være den artige pige (der forventes at være renlig, huslig og at kunne sine salmevers) og de små inddæmninger i retning af at finde ud af, hvad man er god til og f.eks. kunne mestre jagtens ritualer, som ellers traditionelt er maskulint område.
- Henning Mørch Sørensen, Information

Bogen er især en socialrealistisk fortælling med en fin person- og miljøskildring, men der er også indbygget dramatik i form af jagt på en krybskytte, der huserer i området.
- Inger Aarup-Kristensen, Dansk Biblioteks Center

Herlig børnebog.
- Else Ammentorp, Jæger

Beskrivelsen af Astas kvaler er gjort med indsigt og tidskoloritten er total. Man lugter brænderøg og gule ærter. Og man tramper gennem brombærranker og ad dampende plovfurer. Russerne har lige sendt en såkaldt Sputnik op i himlen. Onkel Frit og Asta ser den omme fra gavlen – tror de nok.

‘Pigen med den gule hund’ er fuld af stemninger og nærvær. Gid den må få mange læsere!
- Steffen Larsen, Politiken

Uddrag af bogen
Onkel Frit skråede direkte hen over pløjemarken mod det sted, hvor skuddene var faldet. Han havde hunden ved sin side og det knækkede våben i remmen på ryggen.
     Det var så fugtigt, at det næsten var finregn. Jeg kunne se, hvordan den tunge jord klampede under støvlerne på ham. Skoven tegnede en gråbrun skygge bag de mørke marker. Vandet samlede sig i dråber, der dryppede ned fra kastanjetræernes fingerspidser. Onkel Frit blev mindre og mindre, indtil hans omrids gik i et med skovens. Så gik jeg tilbage og ind i køkkenet til mormor.

Vi skulle have æbleflæsk til aften, så det var godt, jeg kom. Mormor nikkede over mod fadet i vasken. Skrællekniven kunne jeg selv finde i skuffen. Jeg havde ikke noget mod at skrælle æbler … nogle gange kunne det være ganske hyggeligt … det var sjovt at se, hvor lang skrællen kunne blive. Om man kunne klare et helt æble, uden at den knækkede. Men i dag var ikke en almindelig dag. Det havde jeg på fornemmelsen.

Bella har boet alene sammen med sin far og sin
faster, så længe hun kan huske. En sommerdag
går hendes far ned til fjorden for at bade.
Han har noget, han skal have fortalt:

”I morgen kommer din nye mor på besøg.” Skuffelsen sved. Ikke over det, han sagde, men fordi det var grunden til, at han havde badet sammen med mig. Kun for at sige det. Og så var der oven i købet noget, han havde glemt at fortælle. Det opdagede jeg først den næste dag, da gæsterne steg ud ad bilen. Min nye mor var ikke alene. Hun havde sin datter med. Min far så lykkelig ud, da han præsenterede os. ”Ja, I er jo lige gamle,” sagde han, som om han pludselig havde fået tvillinger.

Uddrag af anmeldelser
Bodil Bredsdorff får tegnet et flot tidsbillede, som vil give en nutidig læser mange gode spørgsmål til bedsteforældrene og forhåbentlig lige så gode svar og samtaler om svære ting i menneskelivet. I et tidstypisk og letflydende sprog fortæller hun historien om at håndtere stor sorg, samtidig med at livsglæden alligevel ikke kan holdes nede.
- Tonny Hansen, Folkeskolen, 29. maj, 2009

Det er de store eksistentialer fortalt for de 10-13-årige i et afdæmper, men svimlende godt sprog, der bærer præg af en forfatter, der er børnelitteraturen voksen – netop fordi hun har en god fornemmelse af barnet som fortæller.
- Kristina Stoltz, Kristelig dagblad, 25. april, 2009

Her får dit barn åndelig føde i form af gode skildringer af personer samt fine stemninger, fortalt i et sprog, der er en sand nydelse for læseren.
– Lisbeth Hansen, Vores Børn, 7/2010

Miljøskildringerne er overbevisende, persontegningerne er nuancerede – men først og fremmest er Bodil Bredsdorffs sprog så gnistrende smukt som altid – uden de store falbelader, men med stor præcision.
- Eiler Jensen, Skolebiblioteket, nr. 6, juli 2009

Uddrag af bogen
Efter frokosten blev vi to piger sendt alene ned i haven. Himlen var dækket af skyer, og det blæste ude fra fjorden. Jeg viste Elinor gyngen under blodbøgen, men den havde hun ikke lyst til at prøve. Hun syntes, det var sådan et uhyggeligt træ med de sortrøde blade. I stedet for gik vi ud på badebroen.
     Vi kiggede på fiskeyngel og krabber og vandmænd, og Elinor sagde, at hun aldrig nogensinde ville bade i sådan noget ulækkert vand sammen med sådan nogle ulækre dyr. Hun ville kun bade ved en rigtig strand med hvidt sand og små huse, hvor man kunne klæde om, for det var hun vant til. Hun kunne bade lige, hvor hun ville. Jeg var da ligeglad.

En historie om sønner og fædre, vold og venskab.
Om Martin og HP, der ikke kan døje hinanden.
Om Skipper, fjenden, der altid venter med tæv.
Om en far, der slår, og en far, der forsvinder.
Og om hvordan Martin og HP alligevel finder sammen i et venskab, der kræver både mandshjerte og mod.

Uddrag af anmeldelser
Der er tale om et par drengeportrætter på højt litterært niveau tillige med et tæt sanset tidsbillede fra den yderste provins engang i 1950’erne.
- Lars Aagaard, Indbindingscentralen

Det er fornemmelsen af hverdag og livets opretholdelse, som løfter denne historie op over folklore og gør den til en eviggyldig beretning om mod, mad og kunsten at leve sammen. Sproget ringler som en lærkehimmel.
- Steffen Larsen, Politiken

En æstetisk nydelse … Sproget er smukt og betydningsmættet. Det er en bog, hvor man bliver ved med at bladre tilbage for at læse de samme smukke passager en gang til. Alle karakterer er fint og nuanceret tegnet. Et meget smukt nyt værk i børne- og ungdomslitteraturen. Den anbefales på det varmeste til litteraturundervisningen i udskolingen. Også i læreruddannelsen bør man præsenteres for den.
- Anne Katrine Rask, Folkeskolen

Uddrag af bogen
Skolen nærmede sig, og jeg var ikke glad ved tanken. Min eneste trøst var, at jeg ville komme til at gå i klasse med HP. Men han havde måske andre venner dér. Hvad vidste jeg om det? Jeg vidste ikke engang, om vi to var venner. Min mor cyklede med mig ind forbi skolen i Bække Huse, hvor jeg stirrede på de røde sten, den asfalterede gård og alle de tomme cykelstativer uden at blive beroliget af den grund.
     Men selv om jeg frygtede den nye skole, havde jeg ingen forestilling om, hvad der ventede. Det begyndte i samme øjeblik, jeg trådte ind i skolegården, hvor en flok drenge omringede mig. Den største af dem trådte frem og målte mig oppefra og ned.
     ”Nå, der har vi så ham Københavnersnuden!”
     ”Lige præcis, Skipper. Ham den lille landkrabbe ude fra Småbække Huse,” lød det fra en af Skippers støtter.
     ”Hvor han bor ved siden af den anden lille landkrabbe. Ham den ulækre brune sovs, der smager ad helvede til,” fortsatte tredjemanden, ”og som lugter af sure sokker.”
     ”Sovsen Jensen,” grinede en fjerde.
     ”Og hvad er du så lavet af?” spurgte Skipper mig. ”Bolledej, måske?”
     Han gav mig et puf, så jeg røg over i tredjemanden, som til gengæld gav mig et skub, så jeg igen endte midt i bokseringen. Her lugtede af øretæver og knytnæver. Næseblod og sæbeøjne. Snot og tårer. Af ydmygelse. Et heppekor dannede allerede kødrand omkring os.

”I kan lige så godt vænne jer til det. Det koster en lussing, og det gælder ikke kun for drengene. Så Asta, vil du komme herop!” Asta rejste sig. ”Man slår da ikke på piger,” røg det ud af munden på mig.
Hr. Konradsen løftede blikket og stirrede: ”Du vil måske have den i stedet for?”

Erling er vant til at få et par på siden af hovedet af sin far. Lærer Konradsen går heller ikke af vejen for at give en lussing eller to, eller det der er værre. Nogle dage summer Erlings hoved som et helt hvepsebo.

Uddrag af anmeldelser
Det kan godt være, at 50’erne for nogle står som en uskyldig og hyggelig tid a la Far til fire, men livet på landet og i den sorte skole var nok nærmere som i denne bog. Og det får man et meget klart og rørende billede af i en lille, velskrevet bog med levende mennesker i et autentisk miljø.
- Elisabeth Bennetsen, lektørudtalelsen.

Børnesynet i 50’erne var meget anderledes og skabte andre mennesker. Det er tankevækkende uden at være moraliserende. Jeg ville ønske, at Bredsdorffs fortællinger var længere. Lige som man sidder godt til rette og får det hele serveret, lukker hun døren tilbage på klem. Jeg tror, hun gør det med vilje, og det virker. Mere! Fortæl mere, Bredsdorff!
- Zenia Johnsen, www.fortaellingen.dk

Uddrag af bogen
”I kan lige så godt vænne jer til det. Det koster en lussing, og det gælder ikke kun for drengene. Så Asta, vil du komme herop!”
     Asta rejste sig.
     ”Man slår da ikke på piger,” røg det ud af munden på mig.
Hr. Konradsen løftede blikket og stirrede.
     ”Nå, de tykke holder sammen? Ja, det er der vel en slags absurd logik i.”
     Hvad mente han med det? Asta var da ikke tyk, kun en smule buttet.
     ”Du vil måske have den i stedet for?”
     ”Øh …”
     ”Ja, det er op til dig selv. Det koster en lussing at forstyrre undervisningen … uden undtagelse … og hvem der får den, er jeg ligeglad med. Så enten tager du lussingen for hende, eller også må ungmøen selv lægge kind til.”
     Jeg rejste mig og gik frem mod forhøjningen. Jeg skulle lige til at træde op på den, da hr. Konradsen sagde: ”Ja tak, det er fint dér.”
     Jeg blev stående, og så gik det op for mig: Jeg var højere end ham, og det brød han sig ikke om … og så gav han mig en på siden af hovedet, så det sang i hele kraniet. Men jeg var vant til mosten. Der skulle mere til at få mig til at pive. Jeg vendte bare om for at gå ned og sætte mig igen.
     ”Du er kugleskør,” lød det fra Stig, da jeg passerede ham.
     Der var ros i stemmen.

Djon bor på gaden det meste af tiden. Tit er han sulten, og penge har han næsten aldrig. Men det værste er Ricky og hans bande. Ricky sætter Djon til at gøre ting, der både er farlige og forbudte. Da politiet kommer, tror Djon ikke, det kan blive værre, men det kan det. Og måske kan det også blive bedre.

En historie om en gadedreng i Kap Verde. Bag i bogen er en faglig del. Her kan du læse mere om slaver og fattige folk, der må rejse væk for at finde arbejde, og om gadebørn på de barske øer ud for Afrikas kyst.

Uddrag af anmeldelser
På få sider med stor skrift får forfatteren tegnet et fint portræt af livet på de golde, vindblæste øer.
– Steffen Larsen, Politiken

Med vanlig sanselighed og dybde får vi et levende og troværdigt indtryk af det problemfyldte liv, der udspiller sig, når Djon mærker sulten og manglen på stort set alt.
- Nønne Lønne Votborg, www.barneguiden.dk

Historien giver et realistisk bud på, hvordan livet er for en gadedreng i Kap Verde. Og det er ret spændende læsning.
– Rikke Dyrhave Nissen, www.fortaellingen.dk

En vellykket og sympatisk factionsfortælling om en dreng, der mod alle odds forandrer sit fattige liv til en tålelig tilværelse. En rar læseoplevelse, måske i modstrid med manges opfattelse af betingelserne i et fattigt land, men ikke desto mindre rar og vel egentlig også realistisk og opnåelig, bare ikke så ofte hørt.
- Erik Boas Pedersen, Dansk Bibliotekscenter

Fin og velskrevet udgivelse for mellemtrinet.
– Opslagstavlen, Skolebiblioteket

Uddrag af bogen
jon står stille og lytter. Han kan høre en mand snorke. Det lyder, som om han sover tungt. Nu vender han sig i sengen med et lille smask. Så snorker han videre.
     Djon lister ind. Folk lægger altid deres ting på det lille bord ved siden af sengen. Det er bare om at finde det. Djon mærker hele tiden efter med foden, inden han sætter den ned. Han vil ikke træde på noget, der larmer. Han har været ude for, at der lå et par briller. Det vil han ikke prøve igen.
     Hans hjerte banker. Dunk. Dunk. Alt for højt. Men Djon kan næsten ikke få det til at holde op. Nu er han der næsten. Han føler sig frem med hånden og får fat i en pung Hurra! Den er stor og tyk og fuld af penge.
     Måske er der også en mobil og et ur? Hans hånd glider hen over bordet. Der kan stå en flaske eller et glas. Der kan ligge både bøger og briller.
     Dér var uret. Det har en lænke af metal og vejer til. Hvis han er heldig, er det af guld. Nu skal han bare finde mobilen. Og så mangler han en lomme til at have et hele i. Han må holde pungen og uret i den ene hånd, mens han leder videre med den anden. Ganske stille mærker han efter. Så rammer hans fingre mobilen.
     I det samme vender lyset tilbage, og manden i sengen vågner med et sæt. Han får øje på Djon og griber fat i hans arm og holder fast. Djon prøver at komme fri, men manden er både stærk og vred.
Han slæber Djon ud på gangen, selv om han slår fra sig. Manden vrider hans arm om på ryggen, så han ikke kan røre sig. Folk hører larmen og kommer farende. De råber i munden på hinanden. Djon forstår ikke, hvad de siger. Han forstår kun det eneste ord, han ikke har lyst til at høre. Det er ordet politi!

Tænk, var det virkelig så længe siden.
”I var sådan nogle søde, små rollinger.”
”Han skal holde fest.”
”Hvem?”
”Balthasar. Hele hans klasse kommer. Han har også inviteret mig.”

Dot og Balthasar har kendt hinanden siden barndommen. Deres forældre har sommerhuse på samme vej, og i årevis legede de sammen i Balthasars baghave, hvor de holdt øje med pirater og kannibaler fra blommetræets top. Dot kan næsten ikke vente med at se Balthasar igen. Hun skal med til hans fest, selvom hun ikke kender nogen fra hans klasse.

Uddrag af anmeldelser
“Kaptajnen i blommetræet” er en umådelig fin lille roman, som efterlader den unge læser med en positiv oplevelse af det at møde kærligheden. Hvor kan det dog gøres smukt og enkelt. Især af Bodil Bredsdorff!
– Nønne Lønne Votborg, www.barneguiden.dk

En smuk og stille bog, som går meget tæt på en ung piges følelser.
– Damian Arguimbau, Weekendavisen

Hun (forfatteren) er en af dansk børnelitteraturs fineste realister.
– Sara Nørholm, Kristeligt Dagblad

Simpelthen bare god!
- Kari Sønsthagen, Berlingske